Dette blev så vores tur. Begyndende i Boston og afsluttet i Boston. I alt 9.124 km.
21/06. 2005Flyet til Frankfurt var overbooket. Tilbuddet til dem, der ville vente på at komme af sted to timer senere, var 300 Euro kontant. Godt vi fik checked ind så tidligt. Selvbetjening. Faktisk var der meget få ledige sæder på flyet Frankfurt til Boston. Og ingen ved siden af hinanden. Nå, det var der intet problem i at bytte sig frem til.
Forfatteren står her sammen med de to franske piger før flyafgangen.
Der er så sandelig security checks så det batter nu. Ham, foran mig i køen i Frankfurt, måtte tage sine gummisko af, og en ansat gennemgik omhyggeligt mellemrummet mellem hans tæer med behandskede fingre. I Boston fik vi taget fingeraftryk af pegefingrerne, mens vi smilede til et kamera. En sørgelig verden vi lever i.
Vores fede bil, lejet i Boston, men indregistreret i Missouri.
Bilen, en 4-dørs Pontiac G6 med brede sportshjul, havde vi lejet allerede hjemmefra hos Alamo, så den stod bare og ventede på os. Alamo var i dette tilfælde lidt billigere end AVIS, hvor vi ellers altid lejer bil. They didn’t try hard enough. Fin bil i en ubestemmelig bronzeglitrende brun-orange farve. Ikke lige en farve, vi ville vælge. Den helt store fordel er – og det forstår man at sætte pris på – at den er meget let at finde på de mange store parkeringspladser. Ingen biler har den farve!
På vej til vores første campingplads i Saco, Maine blot 175 km fra Boston, provianterede vi i Wal-Mart. Man får meget for pengene her: For 100 USD kunne vi forlade butikken med proviant til flere dage samt en rigtig god køleboks, et gasapparat med to blus samt gas til de første 3 uger, en plastik dug til campingbordene, (kan ikke undværes) toiletartikler incl. barberblade, et par gode herresandaler og en Rand McNally kortbog over USA og Canada, i alt 25 stk. varer.
Spiste en Whopper hos Burger King for USD 0,99, og så til camping- pladsen for at gå direkte i seng klokken 20.30. For os var det langt ud på natten, men vi følte alligevel ikke den store udmattelse. Denne plads har vi været på 2 gange tidligere, i 1997 med Morten og i 2001, så det er ligesom om vi kender den.22/6 2005
Op klokken 6 til overskyet vejr. Vi var hundesultne. Inden vi havde spist vores amerikanske morgenmad færdig, regnede det kraftigt. Vi nåede at få teltet ned, inden det blev gennemblødt. Og – ja, så har vi altså været på shopping i Wal Mart igen. Og igen har vi brugt nøjagtig 100 USD. For dem fik vi: Et pragtfuld Ozark Trail telt til 4 (5) personer, som Mogens havde fundet på nettet hjemmefra. Vi inspicerede det i går. Det er perfekt. (58 USD). Lidt skørt måske, når man nærmer sig de 70 år, men vi skulle jo gerne campere i mange år endnu. Det gamle telt, som vi sov i i nat, er (næsten) slidt op, og i Danmark ville teltet koste tre gange så meget. En cd med Bruce Springsteens nyeste, vi fik jo ikke glæde af ham i København, han optrådte den dag vi rejste. En hovedpude. En dejlig flaske Fetzer rødvin.
Så havde vi en dejlig køretur gennem et smukt stykke Maine til Skowhegan, hvor vi nu har slået os ned for at nyde eftermiddag og aften med at organisere alle vore pakkenelliker, læse og nyde det gode vejr. Solen skinner fra en skyfri himmel, og her er 25°C varmt. Vi har ventet længe på sommeren i år.Her er vi på campingpladsen i Skowhegan, Maine.
Bilen er nu pakket perfekt, det nye telt er slået op på et par minutter og står der og ser effektivt ud, og myggene har bevæget sig væk efter en stor dosis OFF, fuglene synger – og om lidt er kaffen klar.
Dagens bemærkning: ”Er De fyldt 27 år, frue?” Her skal man være 27 år for at kunne købe en flaske rødvin!
Kassedamen kunne ikke gå videre med indtastningerne, før jeg havde bekræftet, at jeg
havde passeret den alder. Dokumentation var
dog ikke nødvendig.Dagens dyr: Myg.
23/6 2005
Op klokken 6.30 til en skøn, strålende sol fra en skyfri himmel. Maine er en smuk stat. Især i solskin. Vi undgik interstate og kørte ad små landeveje igennem idylliske – og mennesketomme småbyer ud til Mount Desert Island, hvor Acadia National Park ligger.
Vi var fremme ved Bar Harbor KOA campingplads ved middagstid. Campingpladsen ligger meget smukt ned til vandet. Det kan vi blot ikke se, fordi vores teltplads er i en lysning i skoven. Årsag: Det kostede 55 USD at få havudsigt, og det syntes vi dog er for voldsom en pris.Campingpladsen ved Bar Harbor, Maine.
Vi kunne sagtens få set kysten alligevel. Hver gang vi skulle i bad eller på toilettet fik vi set vandet. Badelokaliteterne lå smukt ved vandet, sammen med alle RV’erne.
Kørte ned til Bar Harbor, en tur på ca. 15 km, og spiste nogle store hummere til frokost et sejt sted på en mole med udsigt over hele havnen, hvor både hele tiden kom med deres last af hummere. Ret dejligt.Så får vi de første hummere, altså lobster.
Rundtur på øen. Her er smukt, men alligevel var det noget af en skuffelse. Man kan jo ikke køre langs vandet som i Danmark. Alt er privat ejet, og kun af og til er der adgang til stranden. Vi har mødt det før nede sydpå i South Carolina, og såmen også højt mod nord i Minnesota. (Blot var vi der en del af det gode selskab, fordi familien ejede en ø og samtidig havde en kæmpe sommerresidens med gæstehuse. Her kunne vi så tage del i ” det primitive lejrliv” med boldspil, barbecue, tennisbaner. Og det er jo meget sjovere! Men vi havde glemt, at det er sådan. Nå, så nøjedes vi med at nyde resten af naturen – og stranden her på campingpladsen (som jo også er privatejet og forbeholdt campisterne).
Dagens bemærkning: ”Der kom en blåbærtærte på bordet . Og alting blev pludselig meget rarere”. (Mogens Andersen)Dagens dyr: En vild kanin, som var vores nabo. Og myg.
24/6
Regnen siler ned, mens jeg skriver dette. Vores nye telt skal altså stå sin prøve. Efter en solrig dag med temperaturer op til 30°C.
Vi er kommet til New Brunswick, Canada. Og NB er rigtig Canada. Skove, som vi husker dem, og smukke floder og søer. Og myg. OFF er desværre uundværlig.
Besøgte verden længste covered bridge i Hartland. Dem har vi efterhånden set en del af i USA, og det var helt planlagt at se denne her. Et ganske flot bygningsværk, 391 meter lang og som stadig fungerer til lokaltrafikken.Verdens længste overdækkede bro i Hartland, New Brunswick, Canada.
Et par facts om broen:
1899. Private indbyggere finder ud af, at de ikke vil vente på om regeringen vil bygge en bro over St. John River og opretter Hartland Bridge Company.
1901. 4. juli er official
indvielsesdag.
1906. Regeringen overtager broen
og ophæver broafgiften.
1920. I april måned bliver to
spænd af broen skyllet væk af
drivis.
(Broen består af 7 spænd)
1922. Først nu bliver broen
overdækket. Det betyder, at
man om vinteren må skovle
sne ind på gulvet, således at
slæderne let kan køre
igennem.
1980. Broen erklæres en national
historic site.
1987. Den olympiske ild bliver
båret igennem broen i
forbindelse med vinterlegene
i Calgary.
2001. 100 års fødselsdag.Hartland er en bitte by, som måske kunne have gjort lidt mere ud af det, set med turistøkonomiske øjne. Smukt var her. Vi købte os nogle sandwichs og satte os ned til floden og nød det hele. Bro, flod og herligt vejr.
Dagens dyr: En kæmpestor skildpadde, som vi var ved at kollidere med, da den adstadigt bevægede sig over vejen.
Dagens bemærkning: ”Uhm, hvor smager det pragtfuldt”. (Mogens om en dåse hash (bøf og kartofler) med spejlæg. Igen, igen, igen).Lakeside campingplads i New Brunswick, Canada.
25/6
Prince Edward Island eller PEI er lige så smuk og imødekommende, som vi husker den fra 2001. Rød, frodig jord, lupiner i alle violette farver i vejkanten, velplejede haver og yndige huse. Det er let at få skruet Anne-of Green-Gable- smilet på. Vejret hjælper også med. Høj sol og omkring 30°C.
Vi bor i Cavendish faktisk lige ved siden af forfatteren L. M. Montgomerys hjem.
Pladsen er en af de få KOA-pladser i Canada, og det er ingen hemmelighed, at vi vælger efter de gode badefaciliteter, som disse pladser altid har. Vi er blevet for gamle til koldt bad og primitive toiletter. Det var vi udsat for i går, og selvfølgelig dør man ikke af at springe et bad over. Ikke fordi det har en døjt at gøre med prisen. Den er såmen den samme: 23 CAD. Her har vi blot også nyslået egen græsplæne, swimmingpool, tennisbane, flot, stor legeplads, hesteskospil, etc., etc.Cavendich, Prince Edward Island, Canada. KOA-campingplads.
Har kørt østsiden af øen tynd. Nyder det. Er trætte. Netop nu, hvor vi er ved at rette an til aftensmad, lyder der torden i det fjerne. Vi venter en halv time. Kommer det nærmere, bliver vi nødt til at gå ud og fortære et par hummere.
Ok, det kom lidt nærmere endnu, så vi valgte alt. 1. Spisning ude på restaurant. Vi valgte New Glasgow Lobster Supper House. Se det er et sted at skrive hjem om. Et kæmpe lokale med plads til rigtig mange mennesker lige ned til floden Clay.
Man betaler ved indgangen, alt efter hvor stor en hummer, man ønsker. 1½ pounder koster CAD 27. Så kan man spise, til man revner: Clam cowder, muslinger, en pragtfuld salat, varmt hjemmebagt brød for endelig at få serveret ønskehummeren. Herefter valg af dessert – alt, simpelthen og kaffe.
Desuden vand og cola og lemonade. Man kan – men det gør man ikke – drikke spiritus.
Alt serveret ved bordet af unge tjenere, som løber sig en pukkel til og er søde og venlige. Åbningstid 16 – 20.30. Effektivt.
Nå, men sjovt er det jo også at iagttage de mange andre gæster, mens man spiser. Som f.eks. den store familie på 12: far, mor, børn, svigerbørn og børnebørn, hvor ingen rigtigt siger noget ud over at skælde ud på de store drenge og veksle høflige bemærkninger til hinanden.
Mormor er kun interesseret i det yngste barnebarn, og den 12-årige, der er ved at fortælle hende en historie, holder stædigt fast og taler højere og højere for at få opmærk- somheden tilbage, hvorpå barnets fader bliver arrig og beder ham om at sætte sig ud i bilen."Home of the Original PEI Lobster Supper"
Dette gør drengens mor nervøs, og hun nægter at tale med manden under resten af måltidet. Til gengæld placere det andet forældrepar et lille transportabelt DVD- afspiller foran baby, som konsekvent i en halv times tid har smidt medbragt legetøj ned på gulvet, lige så hurtigt som hans mor har samlet det op.
Dette gør storebroderen jaloux. Han vræler og tisser i bukserne. Faderen, som ellers har siddet og fodret ham, skynder sig at række ham over til moderen, som skynder sig ud med ham. Til stor moro for familien og til stor sorg for den lille fyr. Faderen til menagen ser ud, som om han føler, pengene er givet dårligt ud. Men meget spiser de!
Vi nød turen tilbage til campingpladsen, en tur på omkring 15 km. Det havde ikke været tordenvejr.
Dagens bemærkning: ”Do you want to watch your favorite program?”. (Mor til 9 måneders gammel baby på hummerrestaurant, idet hun planter et transportabelt DVD afspiller foran hans høje stol.)Dagens dyr: De ikke så søde chipmunks, som bor ved siden af os, og som – mens vi var ude at køre – havde fundet ud af at gnave plastiklåget af vores luksusnødder (dem uden så mange peanuts) og fortæret halvdelen af dem.
Hvorpå vi måtte give dem resten af skræk for ellers at blive smittet med en eller anden farlig sygdom.
26/6 2005
Rundtur på hele den vestlige det af øen. Prinsedelen. Øen er delt op i tre områder: Prinse-, dronninge- og kongedelen. Cavendish, hvor vi bor ligger i dronningedelen.
Her var røde klinter, blæst, træer, og uordentlige huse, som Mogens bemærkede med en vis tilfredshed. Det kan også blive for yndigt. Her er mange kirker og mange mennesker i dem om søndagen.
Fyrtårne er åbenbart en attraktion. Der er kortlagt en rute med besøg fra fyrtårn til fyrtårn langs kysten. Turen er i hvert fald smuk.
Fyrtårnene nægter Mogens at beskæftige sig med. Han mener, vi har dem bedre og ældre i Danmark. Og det er jo rigtig nok. Alligevel sneg jeg mig til at fotografere et enkelt. Og hurra for Vestas, hvis vindmøller har fundet vej helt herover.
Forfatterens billede af et fyrtårn på Prince Edward Island. PEI.Så var vi på loppemarked, det har vi ikke været siden 1989, hvor vi var i Fakse Ladeplads. Her på PEI var vi sammen med et par hundrede andre mennesker, som ivrigt besigtigede alt det gamle ragelse.
Her ser forfatteren på golfudstyr. Ikke de sidste nye modeller.
Hvem vil give sit barn en gammel, afrakket bamse eller dukke, som andre har savlet på, og hvem har lyst til at gå rundt i madam Johnsons gamle sure sweater? Til gengæld kunne man få sig et par køkkenstole til 1 CAD, og golfbolde fik man nærmest smidt i nakken. Det var en sjov måde at spendere en times tid på. Jo, vi kunne godt modstod fristelserne.
Fisk og muslinger til frokost i Summerside, som er en pæn lille by med en smuk havn. Og med en gabestok som vi selvfølgelig fik anvendelse for.
Forfatteren endelig på sin rette plads i byen Summerside, PEI.Godt hjemme på campingpladsen var det åbenbart blevet så sent at børnene skulle på hayride.
Lidt længere nede på pladsen er der et spektakulært selskab: 10 kæmpecampers, som hver især trækker en ”lille” bil (firhjulstrækkere selvfølgelig) efter sig. De kommer fra forskellige stater i USA. På dem alle står der ”Autocampers adventure trip”.
De har også en rejsefører i en lidt mindre vogn. Her til morgen blev de alle samlet op af en sightseeingbus! Da vi kom hjem fra vores tur, sad de i rundkreds på campingpladsen med deres drinks. Mændene med Steltonhatte og kvinderne med tørklæder, mens de vendte dagens begivenheder. Behøver jeg at fortælle, at de var mellem 60 og skinddøde?
Hvad, der kan undre, er, at de gider slæbe alt det l…. med sig, når de alligevel bliver kørt rundt i turistbus. Hvilket spild af ressourcer.Dagens bemærkning: ”Du behøver ikke barbere benene i dag, der er mange, der venter på at få et brusebad”. (Mor til sin 11-12 årige datter på campingpladsen, efter først at have vist hende, hvordan man skulle åbne for vandet og giver hende rent undertøj.)
Dagens dyr: Hummer eller som de
hedder her til lands, lobster.27/7 2005
Og så måtte vi forlade PEI for denne gang. Vi kommer tilbage. Stor sandsynlighed herfor! Over Confederation Bridge. Det koster 40 CAD tur-retur. Man betaler, når man forlader øen. Det er billigt, når man er vant til at betale for at køre over Storebæltsbroen. Så intet brok fra os. Fulgte en smuk kystlinie op nordpå langs Gulf of St. Lawrence.
Mandag må være vaskedag i New Brunswich. For der hænger kilometervis af vasketøj som blafrer i vinden. Alle blafrende på samme geniale måde. Et træk – oftest fra huset og ud til en lygtepæl (dem er der mange af) flere meter over jorden. Smart.
Har valgt den dejligste campingplads i Bertrand, Chaleur Bay eller Baie des Chaleurs, for her taler man fransk. Vi bor på en grøn plæne lige ned til vandet. Prisen? 17 CAD!!!
Campingpladsen i Bertrand, Chaleur Bay, New Brunswick.28/7 2005
Var køreturen langs New Brunswick nordkyst smuk, var det intet at regne mod kysten langs Gaspé halvøen i Québec ad landevejen 132. Faktisk – og det vidste Andersen Booking ikke, da rejsen blev planlagt – er ruten nævnt i Michelins rejseatlas over de 25 mest pittoreske ruter i Nordamerika. Den har endvidere fået det højest opnåelige antal stjerner. Fortjent, fortjent. Lige før 132, stadig i New Brunswick, så vi en kæmpe skarvkoloni på en klippeø ud for kysten. Alle træerne var gået ud, og der var en larm uden lige.
Skarvkoloni.Det har været en pragtfuld og betagende tur i dag, som har haft det hele. Klipper, strande, fiskelejer, bjerge, floder, søde bebyggelser, kæmpe kirker (rene katedraler hævder Mogens) – alle med sølvtag – og små velanlagte rastepladser på hele ruten.
Temperaturen har været dagens samtale- emne. Sagt med det samme: Solen har strålet fra en skyfri himmel. Inde i bilen er temperaturen selvfølgelig meget behagelig, men vores avancerede termometer har vist varmegrader fra 20°C til 37°C. Blot inden for nogle få timer. Den var god nok. Var der megen pålandsvind, var det rigtig køligt, når man forlod bilen, og da vi nåede vores bestemmelsessted ved Gaspé, nærmere bestemt Parc National Forillon, var der 40°C, da vi steg ud af bilen. Ikke en vind rørte sig. Vi havde indtil vi nåede hertil fundet det umuligt at campere med telt, ingen pladser med bare lidt skygge.
Men her er pragtfuldt. 244 km² smukt skovområde med stejle klipper og strand pebbles (små flade smutsten), og sorte bjørne, som vandrer rundt her. Ja, vi kan ikke se dem, men de er her. Campingpladsen er indrettet, som vi har prøvet det før i nationalparker. Vi ved, at der er masse andre campister, vi kan bare ikke se dem og sjældent høre dem.
Campingpladsen i Gaspè, Parc National Forillon.Vi har vores helt egen træomkransede plads med privat indkørsel, græs til teltet, bord og bænke samt bålplads med gratis brænde. Og så har vi uden for døren den mest betagende udsigt til klippekysten. (Vi kunne blive her resten af ferien).
Men så er her altså noget, der ikke findes i de allerfleste amerikanske nationalparker: Rigtige toiletter og varme brusebade. Ikke at foragte.Dagens bemærkning: ”Efter døden- mød din
dommer”.
(Opmuntrende skilt udenfor en af dagens
mange kirker”.)Dagens dyr: Skarvkoloni.
En endnu levende porcupine på
vejen.
En bald eagle på sin rede.
En vild kanin på vores
campingplads (men Mogens
siger, at det ikke gælder, fordi
han ikke så den).29/6 2005
Højvande omkring klokken 20, og vandet kom larmende ind mod kysten. Temperaturen holdt sig i top, over 30°C. Alligevel endte det ikke i tordenvejr. Helly Hansen var heller ikke aktuel denne tropenat.
Videre et par hundrede kilometer langs kysten. Nu langs St. Lawrence River. Nu blæste det stærkt, regnen faldt, og det gjorde temperaturen også. Til 16°C. Voldsomt så det ud. Her er floden så bred, at man ikke kan se den modsatte bred. Den modsatte bred, ca. 110 km borte, er den yderste del af Québec, den del der grænser op til Labrador. Et piktogram på et vejskilt viste en bil, der blev vasket væk fra vejen. Bølgerne var i sandhed også høje og uhyggeligt tæt på. Flere steder vaskede vandet ind over vores vej.
Festivaler er moderne, og temaerne mangfoldige. I en lille by med under 1000 indbyggere inviterede man i juli på hele 2 af slagsen. En for visesangens venner og en for lastbilschauffører. Nej, datoerne var ikke de samme.
Byerne i Québec er små, men kirkerne er store.Mogens er ved at opdage cockpittets mangfoldigheder. For en manual er der ikke tænkt på. Vi har tidligere talt miles for to forskellige ture – den samlede og dagsturen. Nu kan vi også gøre det i kilometer. Det samme gælder temperaturen, fra Fahrenheit til Celsius, hastigheden, altså speedometeret, kan nu også aflæses i kilometer pr. time i stedet for det noget mere besværlige mph, hvor i mod uret nægter at lade sig omstille til andre tidszoner, end den der er gældende i Missouri, hvor bilen er indregistreret. Kører vi hurtigere, spiller radioen højere for at overdøve motorstøjen. Er vinduesviskerne i gang samtidig med at vi sætter fart op, visker de også hurtigere. Radioens display fortæller os, hvad numrene hedder, der bliver spillet, og vil i det hele taget gerne kommunikerer med os på 4 forskellige sprog. Forunderligt.
Campingpladsen i Sainte-Anne-des-Monts var meget tom. Men smuk. Lå i en kile mellem en grund, hvor ejeren byggede meget om og en grund med mange køer på bakket terræn op til en skov. Ejeren af campingpladsen fortalte os ved indskrivningen, at konen og han lige var blevet færdige med to selvstændige brusekabiner. De var meget smukt indrettet. Toiletterne lå i hovedbygningen og var udstyret med en masse tingel tangel. Men hyggeligt på sin egen måde. Adgangen til toiletterne var gennem noget der lignede en dagligstue. Ejerens? Alt i alt en dejlig plads.
Campingpladsen i Sainte-Anne-des-Monts.Dagens dyr: Den vilde kanin på vores campingplads, som Mogens nu også
har hilst på. En mængde havfugle, som vi absolut ikke har set før.30/6 2005
Ind i landet - mindst lige så dejlig som kystliniens landskab. Det blev lidt af en ”Covered-Bridge-tur”. Disse broer var der pludselig mange af. Vi besøgte 4 af 5. Den femte fandt vi aldrig, den var åbenbart godt gemt væk bag en McDonald. De 2 var stadig i brug. Hvis ikke det var for filmen ”Broerne i Madison County”, var vi nok aldrig rigtig blevet opmærksomme på disse broer. Og helt ærligt. Dem i Madison County, Iowa, kan godt gå hjem og lægge sig i sammenligning med de canadiske. Disse her broer, var bygget mellem 1932 og 1945.
Her sidder vi så. Lige ned til Lac Matapédia ikke så langt fra byen Anqui, på en herlig lille campingplads. 33 pladser, 30 til campere og 3 til telte. Vores plads er imidlertid ved vandkanten i læ af lidt træer og med en formidabel udsigt over den store sø og det bakkede skovlandskab omkring søen. Herudover er der en lille marina til 15 sejlskibe. Kigger man i modsat retning bliver man hilst velkommen af en enorm kirke med to spir og
sølvtag. (Katedral som Mogens kalder dem).
Her er dog skønt. Og endnu engang må vi konstatere, at her kunne vi sagtens tilbringe mange flere dage. Vejret hjælper selvfølgelig med.
Toget kører forbi klokken 20 præcis og igen klokken 2 om natten og klokken 8 om morgenen. Advarselshornet er voldsomt. Ham togføreren nyder garanteret at trykke hornet i bund. Der er i øvrigt langt over 100 vogne med, så man når at blive helt vågen. Men tænk hvor mange lastbiler der spares på lande- vejene.
Endnu en lille historie om vores lejede bil, Pontiac G6. Vi har fundet ud af, at man ikke skal vente alt for længe med at åbne en dør, efter at man har aktiveret centrallåsesystemet. Så begynder alarmen. Vi fandt ud af det klokken 6 om morgenen på campingpladsen (i parentes bemærket var klokken kun 5, fordi vi var kommet ind i en ny tidszone i løbet af dagen – og det fandt vi så først ud af dagen efter).
Dagens bemærkning: ”Non, je ne parle pas Englais”, (camping-ejeren,som derefter morede sig kostelig over mit franske, for endelig at invitere os til 1. julidag, som er
Canada-dag, som hun mente, vi ville elske).Dagens 2. bemærkning: ”Har I ikke lyst til 6 friskfangede og rensede ørreder?”. (Canadisk dame på campingpladsen, som jeg havde konverseret besværligt med på fransk i lang tid. Hun tog denne gang sin mand med hen til os, fordi han kunne tale engelsk, som hun sagde. Og så talte vi i øvrigt ikke med ham,
ud over, at vi fik at vide, at det var ham, der var fiskeren).Ørrederne? De smagte pragtfuldt.
Dagens dyr: En stor lodden, levende tingest i vejkanten!Tilbage til hovedmenuen
